18/09/2026 0 Kommentarer
Strikkeklub på 23. år - vil du være med?
Strikkeklub på 23. år - vil du være med?
# Nyheder

Strikkeklub på 23. år - vil du være med?
Snart fyldes Sædder Præstegård igen af glade kvinder – og en masse garn. For torsdag d. 24.september kl. 14.00 er de klar igen. På 23. år.
Hver anden torsdag er det ikke kun snakketøjet, der er gang i, men også strikketøjet fylder rummet, hvor pindene vifter op og ned, mens kaffeduften breder sig og løst og fast bliver vendt.
Men først starter de med en sang fra højskolesangbogen. Valg af sang går på tur, og det bliver gerne en sang, der passer til årstiden. Heldigvis har gruppen en god pianist i gruppen, Metha Høj, som trods den korte øvetid, gerne lægger for.
Nogle gange kigger der også nogen forbi, som har siddet hjemme i privaten og strikket forskellige tæpper og trøjer. Det kan man nemlig også. Alt strikketøj bliver modtaget med stor tak.
Mange år på bagen og stadig en succes
Strikkeklubben i Sædder kalder sig Mother Teresa og har eksisteret siden 1993, dvs. den har 23 år på bagen, og der er stadig nogle med, som har været der fra begyndelsen, som fx Birgit:
'Da det hele startede,' fortæller Birgit, 'foregik det hjemme hos præsten og det blev kaldt ’stoppedag’. Måske var det noget med at stoppe sokker, det kan jeg ikke lige huske'.
Birgit understreger, at selvom strikketøjet er omdrejningspunktet, så er det især det sociale som har stor værdi. For hen over strikkeriet er det nemt at snakke om løst og fast, og man kan også bare være helt stille, hvis man har lyst til det. Selvom de fleste i klubben har nået pensionsalderen, er der plads til alle. Også mænd, men de kommer som regel kun en enkelt gang, tilføjer hun med et smil.
Alle er velkomne i strikkeklubben, der modtages løbende nye medlemmer og andre udgår. Gruppen er også søde til at afhente eventuelle dårligt gående, så de også kommer frem, og der er også deltagere med som bor længere væk end Sædder.
Foredrag og højtlæsning
Af og til er der også ’bestilt underholdning’ udefra. Som regel har de et foredrag forår, og et efterår, gerne med relation til det de laver. Sidst havde de kostumedesigner Margrethe Rasmussen fra Badehotellet på besøg til at fortælle om hendes arbejde. Men de kan også godt underholde sig selv, senest har de læst højt for hinanden fra Anne Bjarup Riis roman ’Ulykkens år’.
Når sæsonen slutter i foråret, donerer de alle kreationer til Nødhjælpsdepotet i Næstved, som så sørger for at det kommer videre ud i verden. Der er sendt både til Ukraine og til Afrika, og er de heldige får de lejlighed til at spotte deres tæpper på de fotos Nødhjælpsdepotet har hængende og på deres hjemmeside. Det er store øjeblikke!
Vil du være med?
Er du interesseret i at vende strikkepindene i godt og imødekommende selskab, kan du altid kontakte medlem af aktivitetsudvalget Birgit Højland Jacobsen Tlf. 56283033.
Har du garn tilovers er du også velkommen til at kigge forbi med en levering. Strikkedamerne bruger polyestergarn til tæpperne og bomuld til tøj/bluser! Hold øje med hjemmesiden for mødetidspunkter.
Kommentarer